Futtog og pipfugl er notorisk pattebarnssprog, som opvakte unger hurtigt lærer at holde sig fra. Men hvem har egentlig bestemt, at nogle ord er mere (u)passende end andre? Og hvorfor kan man få anerkendelse for at sige sangfugl, risfugl, hammerfugl, rovfugl, trækfugl, vadefugl, spillefugl og spøgefugl, men ikke pipfugl?

Alskens fugle og deres særlige udtryk er udgangspunktet for Bo Emrik Pepkes billedbog Man må ikke sige pipfugl. Bogen består af en række tekster og illustrationer, der beskriver og fortolker den danske naturs fugleliv fra forskellige perspektiver, herunder også et sprogligt. Forfatteren reflekterer blandt andet over, hvordan man adækvat omtaler fugle uden et pip foran, og hvilke metaforer (og klicheer) fuglene giver os mennesker anledning til at bruge.