Ugakket. I sin nye humanismehåndbog slår Svend Brinkmann et velgørende slag for den politiske og filosofiske midtbane.
Oprør fra midten
Svend Brinkmann er tilbage med en ny bog, og spørgsmålet er, om han nogensinde har været væk. Hele Danmarks psykologfilosof er på godt og vel tiende år fortsat her, dér og allevegne: radio, podcast, avisklummer og bog efter bog. Selvfølgelig sidder han også i Etisk Råd, og den anden dag så jeg på Facebook, at han guddødeme gav en hjælpende hånd ved et arrangement på Randers Bibliotek. Har den mand ikke et job som professor at passe!?
Jeg skal være den første til indrømme en vis skindsyg Brinkmann-træthed, og så alligevel – for det er, som om den drevne pen, der lærte os at stå fast og gå glip dengang for snart mange år siden – før Trump, Thunberg, MeToo, Ukraine, 7. oktober og Grønland – er begyndt at aflære sig sin berømte, demonstrativt uaktivistiske stoicisme. Senest med en glimrende bog med den ubehjælpelige titel Som alle andre, som nogle andre, som ingen andre.


