Ret ofte i mit arbejdsliv som embedsmand har jeg et øjeblik, hvor jeg svæver lidt ud af kroppen og betragter mig selv udefra med et spottende blik. Det er ikke, fordi jeg ikke synes mit arbejde som udgangspunkt er meningsfuldt. Jeg arbejder med forskningspolitik og synes, sagen er vigtig, ligesom jeg generelt regner et velfungerende og arbejdsomt bureaukrati for en af grundsøjlerne i et demokratisk retssamfund.

Men embedsværket er bare et sted, hvor visse former for moderne dårskab har alt for gode vækstbetingelser. Meta­snak om arbejdsprocesser og bevidstløst managementsprog er blandt mine egne yndlingsaversioner. Medarbejderseminarer med oplæg ved dyrt betalte eksterne konsulenter, der ingen forudsætninger har for at vide, hvad organisationen arbejder med, efterfulgt af tvangsprægede teambuildingøvelser ligeså. Og så er der mellemlederrollen og dens implicitte umulighed.