Her sidder jeg så på et lille værtshus i den mellemstore estiske provinsby Tartu. Og har spist en portion surkål. Og har drukket to eller måske snarere tre glas vodka. Og skal skrive en anmeldelse af den 47-årige estiske forfatter Mehis Heinsaars Den natblå baret og andre spøjse historier. Og ved ikke rigtig, hvad jeg skal skrive. Men satser stærkt på, at den estiske forfatter, der lige nu står oppe ved baren med en øl i den ene hånd og en plasticpose med biblioteksbøger i den anden, vil råbe det ned til mig på sit syngende estiske modersmål.

»Skriv, at jeg skriver om 47-årige digtere og drømmere, der får dagene til at gå med at drive omkring i de provinsbyer, de er født i og aldrig haft gåpåmod nok til at forlade,« vil Mehis Heinsaar sikkert råbe. »Skriv, at de drømmer om stjernerne over Tartu og om naboens buttede kone, der hver aften tager vasketøj ind fra altanen, og om det store kosmiske digt om altings evige sammenhæng, de engang vil skrive.«