Den mest isnende sætning i Raseri, Monica Isakstuens roman om frustreret forældreskab, står helt alene på siden, som et fjernt, ensomt fjeldmassiv i et snehvidt landskab: »Jeg er så bange for mine hænder.«

Strøet ud over resten af bogen finder man tilspidsede situationer fra en hverdag så genkendelig for folk med børn, at det gør ondt: sure morgener, tvære unger, udflippende forældre, flager af opdragelsesteknikker, som man springer mellem i håbløse forsøg på at opdage, ikke opdrage!, sit kompetente barn – og være en bare nogenlunde kompetent voksen.