Anmeldelse: En smal bro over afgrunden. Martin Krasnik skriver godt om, hvordan terroren i Israel 7. oktober ramte Danmarks jødiske minoritet, men hans kritik af venstrefløjen fremstår ikke altid lige rimelig.

November, november, november, november

I filmen An American Pickle (2020) møder vi den fattige jødiske indvandrer Herschel fra det fiktive østeuropæiske land Schlupsk. Han er flygtet fra pogromerne og har fået arbejde på en fabrik, der producerer syltede agurker i Brooklyn i begyndelsen af det 20. århundrede. En dag falder han ned i en af tankene med saltlage og bliver liggende her, perfekt bevaret, indtil han hundrede år senere vandrer ud i vor tidsalder. Her møder han sin moderne slægtning, en app-udvikler ved navn Ben, hvis forhold til sin jødiske arv er mere eller mindre abstrakt (både Herschel og Ben spilles af Seth Rogen). 

Mødet mellem den tidsrejsende indvandrer, fresh off the boat, og hans assimilerede efterkommer er fuld af absurd satire over vor tid og generationsforskellene, men grunden til, at jeg nævner filmen her i en anmeldelse af Martin Krasniks nye bog, der handler om jødisk identitet og den igangværende krig i Gaza, er de to enorme elefanter, der bliver stående uomtalt i rummet mellem Seth Rogen anno 1920 og Seth Rogen i dag: Hverken Holocaust eller Israel bliver nogensinde nævnt.