Jeg fik det opdrag at skrive »en bog om Norge« – så fremmedartet, og dog så nært. Vi, i Norden, har jo den fordel, at hvis man bliver træt af det ene land, kan man flytte til et andet – Danmark, Norge eller Sverige – hvor lyden af et sært klingende fremmed sprog hurtigt burde få klokken til at ringe. En ny undersøgelse viser dog, at »interskandinavisk kommunikation« for danskere kræver »formidable kognitive ressourcer«. Engang lærte vi de nordiske sprog i skolen; nu om dage taler unge skandinaver engelsk indbyrdes. Det nordiske fælleskab er for så vidt en saga blot. Hvor man indtil 2015 kunne rejse frit fra Danmark til Sverige, møder man, indtil videre, skærpet grænsekontrol. Ikke desto mindre er der nu i Norden, på grund af Rusland, tegn på interesse for en mere fælles udenrigs- og forsvarspolitik. Så hvordan har vi det egentlig sammen?

»Hvis man som flygtning eller indvandrer vil klare sig godt i Danmark, skal man bare huske at tale grimt om Sverige,« skriver den syriske forfatter Odai Al Zoubi. Og sådan er det mellem søskende; fjendebilleder florerer oven på de fælles rødder: