Ni litterære højdepunkter i 2024

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens litterære nyhedsbrev Bogligt begavet. Læs mere og tilmeld Dem her.

Kære læser

Et år består som bekendt 365 døgn og tusinder og atter tusinder af nytrykte bogsider. Også det forgangne år var verdens litteratur heldigvis alt for uensartet til at blive lagt i én kasse. Vi har derfor gjort det modsatte: skabt et vildtvoksende bed af top-, rod-, vild- og hjerteskud, der kan siges at have føjet væsentligt nyt til den botaniske have, vi kalder litteraturen. Både herhjemme og i det store udland.

Her kommer Bogligt begavets helt egen, forhåbentlig festlige nytårsfontæne: en kåring af ni særligt udvalgte og meget lidt repræsentative litterære højdepunkter i det Herrens år 2024:

Årets kontroltab

Anbefalet af Jørgen Herman Monrad

»Lykken er at have kontrol over tingene,« fortalte den 82-årige ungarske forfatter Péter Nádas mig, da jeg mødte ham i år. »Lykken er et færdigt manuskript og et rent skrivebord.« Men »lykken kan også være det modsatte«, fortsatte han.

I en af de sidste storslåede scener i hans roman Gyserhistorier, der udkom først på året i en smuk oversættelse, løfter en flok sportstrænede unge studerende i badebukser og badedragter en 17-årig handicappet dreng op fra hans rullestol og kaster ham ud fra en badebro over Donau. Drengen nyder, at nogen rør ved ham. Af bar fryd mister han kontrollen med sin lukkemuskel, hans penis erigerer, og han ler højt.

»Jeg længes ofte efter det samme, som den dreng længes efter,« fortalte Péter Nádas mig, da jeg spurgte ham, hvordan scenen skulle forstås. »Jeg længes også efter at blive løftet op. Efter at miste kontrollen. Efter at drukne i Donau.«

Péter Nádas: Gyserhistorier

Årets Rasmus Modsat-roman

Anbefalet af Jesper Vind

Daniel Kehlmanns Lysspil er den usædvanlige historie om instruktøren G.W. Pabst, der skabte nogle af Weimarrepublikkens bedste film. Det begyndte med skuespillere som Asta Nielsen, Greta Garbo og Louise Brooks, da Pabst raffinerede kunsten at bevæge et filmkamera, mens han udviklede sig til en mester i klippeteknik og redigering.

Ligesom andre store kunstnere flygtede Pabst, da Hitler kom til magten, og han ankom til Hollywood, men hans indfølende filmkunst fik ikke en chance i USA. Herefter begyndte en tragikomisk rejse – den modsatte retning af de andre – tilbage til Nazityskland, hvor han begyndte at arbejde for Goebbels og Leni Riefenstahl.

I Lysspil hævder Pabst, at han kun arbejder for kunsten, og at man i det kapitalistiske Hollywood ikke har mere kunstnerisk frihed end i Nazityskland. Han luller sig ind i et selvbedrag om, at hans kunst er hævet over de politiske rammer. En visdom, der skal vise sig at være djævelsk fatal.

Romanen er en slags dark comedy, og Kehlmann forløser sin Rasmus Modsat-fortælling med en skrivestil og komposition, der meget originalt er præget af netop den tidlige filmkunsts slapstick, sceneskift, visualiseringer og klare karakterer.

Daniel Kehlmann: Lysspil

Årets længst ventede udgivelse

Anbefalet af Aske Munck

Sidst i november udkom endelig sidste bind i Dictionnaire de l’Académie Française, den autoritative udgave af Det Franske Akademis ordbog over det franske sprog, som de 40 medlemmer af akademiet – de såkaldt udødelige – forestår udgivelsen af.

Det er niende udgave af ordbogen, der udkom første gang i 1694, knap 30 år efter at kardinal Richelieu havde stiftet Det Franske Akademi med det fornemme opdrag at vogte over det franske tungemål (deraf de grønbroderede uniformer med pyntesabler og guldepauletter).

Første bind af den fire bind lange niende udgave blev udgivet i 1992, så ordbogen er mildt sagt et stykke tid undervejs. Men ret skal være ret: De »udødelige« mødes også kun én gang om ugen for i lukkede seancer – som kun helt exceptionelt åbnes for besøgende fransktalende statsoverhoveder – at diskutere hvert enkelt opslag.

Derfor kan det også anbefales at besøge webudgaven af akademiets anstrengelser. Her får man fuld adgang til de flere end 250.000 opslag, og her kan ethvert lommefilologisk gemyt følge et ords brug og betydningsforskydning gennem århundrederne. Kvit og frit – og naturligvis – behageligt fri for sproglige bastarder som »inklusiv skrivning«, der for år tilbage blev afvist som noget nymodens pjat.

Det Franske Akademi: Dictionnaire de l’Académie Française

Årets sommerhusambivalens

Anbefalet af Marie Theilmann

2024 blev året, hvor en del udgivelser rokkede ved den nordiske tro på det sunde og socialt befordrende ved i sommerhalvåret at rykke sammen på landet på lidt for få kvadratmeter og bade i lidt for koldt vand.

I norske Trude Marsteins Egne børn mødes en sammensat familie således til en konfliktfyldt arbejdsweekend i en falurød-idyllisk ødegård. Og i Monica Isakstuens De små piger er hovedpersonen på hyttetur med en mor, der inkarnerer sommerhuskulturens sært skandinavisk-lutheranske regelbundethed med pligtbadning og ubekvem sengepladsfordeling.

Men så igen: Ét af bogårets mest omtalte erotiske møder fandt netop sted under et sommerhusophold i avisens egen Linea Maja Ernsts Kun til navlen, som tilmed lærte os, at det kolde badevand med fordel kan kaldes »svalt« for at opnå en mere sanselig badeoplevelse.

Karen Syberg gengav i En tone i livet Anna og Fritz Sybergs somre i et utæt skur med seks børn og strandfugles trippen på taget, så jeg næsten fik lyst til at føde endnu flere unger og leve et skærmfrit udeliv med dem på Fynshoved Strand fra april til september. Sommerhusets ubekvemhed lever således videre som litterær figur og har fået nye facetter i det forgangne år.

Trude Marstein: Egne børn

Årets anstrengte familiehygge

Anbefalet af Emil Leth Beiter

Hvis man efter et travlt og stresset juleopløb, hvor alle i familien er blevet irritable, har fået den geniale idé at pleje familielivet ved at tage alle med i sommerhus til nytår – på endnu færre kvadratmeter, hvor man skal vaske op i hånden, og der ikke er noget internet til at distrahere én, så man rigtig kan gå hinanden på nerverne – så indtræffer uvægerligt et tidspunkt, hvor de rituelle fælles nytårsgåture påbegyndes.

Man ser dem gerne i sommerhusområderne 1. eller 2. januar, hele familier på march, alle med udslukte miner. Netop lange gåture i dystert humør fylder meget i Anne Carsons Glasessayet, et af årets højdepunkter i oversat litteratur. Bogens digterjeg besøger sin mor, der bor ensomt på en hede, og hun går lange ture i lynglandskabet, mens hun funderer over familierelationer, ulykkelig kærlighed og Emily Brontë.

Glasessayet er en bog med masser af dybde og melankoli, men samtidig let nok til, at man nemt sluger et par sider mellem torsken og kransekagen.

Anne Carson: Glasessayet

Årets tv-seriedrejebogsforlæg

Anbefalet af Joakim Jakobsen

På Disney+ ligger den bedste tv-serie lanceret i 2024: Say Nothing, hvori vi følger en række aktører i Irish Republican Army (IRA) under The Troubles i Nordirland fra begyndelsen af 1970erne og frem. Det er enestående godt og spændende: mennesker opslugt i en konflikt, der legitimerer både gerninger og ugerninger.

Serien bygger på amerikanske Patrick Radden Keefes nonfiction-bog fra 2018, Say Nothing: A True Story of Murder and Memory in Northern Ireland. Keefe har taget titlen fra en digtlinje af nobelprisvinder Seamus Heaney, der i 1975 udtrykte sin afsky for den sekteriske, manikæiske forkrøbling: »Whatever you say, say nothing.«

Denne skribent har endnu ikke læst Say Nothing, men mærker et voldsomt begær efter at få den ind gennem døren. Britiske og amerikanske kritikere har skamrost bogen, og New York Times har placeret Say Nothing som nummer 19 på årets top-100 over de bedste bøger i det 21. århundrede. Desuden har en bekendt med irske aner personligt anbefalet Say Nothing som det bedste, han har læst om The Troubles.

Patrick Radden Keefe: Say Nothing

Årets vandhyldest

Anbefalet af Bo Bjørnvig

Frank Herberts Dune-bøger handler om vand eller mere præcist om manglen på vand, når man bor på en ørkenplanet. Vi havde sommerhus på toppen af en klit og måtte hente vand fra en hånddreven pumpe nede i Pumpedalen, som vi kaldte klitgryden, så jeg ved, hvor tungt og vigtigt vand er. Jeg levede mig derfor fuldstændig ind i ørkenfolkets dyrkelse af vand som helligt og så kostbart, at intet måtte gå til spilde.

Sådan har jeg det stadig, karbade synes mig en uforståelig vandødslen, plænevanding endnu værre, og en rindende hane en gave. Og sådan vil flere og flere få det. Som kampene om andre ressourcer bliver – eller rettere er allerede – kampen om klodens vand intens.

Det var ikke på tapetet, da jeg læste Dune i 1960erne, og jeg fik dermed et af de fremtidssyn, som science fiction giver. Også om magtspil, hvor det okkulte vil spille en stor rolle, for med højteknologi følger dyrkelsen af mentale evner. En fremtid med dræberdroner, der svæver lydløst, mens de søger deres ofre. Filmatiseringerne er flotte, tv-serien også, men bøgerne er langt dybere, og fjerde bind i Dune-serien, Gudekejseren, er netop udkommet på dansk.

Frank Herbert: Gudekejseren på Dune

Årets smalleste tegneserie

Anbefalet af Lars Bukdahl

Kunsttidsskriftet Pist Protta forbliver landet originaleste, mest læse- og kiggeværdige skrift til tiden, og ikke kun, fordi hvert nummer udkommer i splinternyt format.

Seneste garderhøje nummer består af tegneserieruder omhyggeligt klippet ud af 1970er-tegneseriehæfter og -striber (jeg genkender blandt andet Modesty Blaise og Rip Kirby) af redaktør Jesper Fabricius og nye, meget herlige, poetiske/satiriske/gøglende tekster i tale- og tankebobler ved digter René Jean Jensen og billedkunstner Jørgen Michaelsen.

Her nogle skarpe udvekslinger mellem mænd og kvinder på side 25: »Verden et selvaflastende system af steder/ Mener du det for real?/ Ja, du er inde nu./ Medlemsnummer/ Plastickort og rabatter/ Selvkritik er favorisering!/ Hysterisk perfektionisme, tyranni!/ Et opblæst kontrolbehov!/ Med bekymringer som afgud!/ Speciallavede nicher, et helvede!/ Er jeg min, er du din, er vi vores? Skøn kaffe!« Ja, det er!

Space Poetry: Pist Protta

Årets ekskurs

Anbefalet af Frederik Stjernfelt

Den britiske idéhistoriker Jonathan Israel kunne sagtens nomineres til »Årets mursten« for sin 1.300-siders tættrykte biografi om den hollandske filosof Spinoza, som Israel hævder er modernitetens afgørende kilde. Men bogen er kun så enorm på grund af sin hæmningsløse forfølgelse af ekskurser, ekskursers tangenter og tangenternes sidehistorier helt ud i det ekstreme.

Når han eksempelvis gennemgår Spinozas familiebaggrund – normalt en småkedsommelig mellemregning i en biografi – eksploderer fremstillingen i en omfattende, flere hundrede sider lang historisk ekskurs om de spanske og portugisiske »marraños«, jøder, der blev presset til at blive katolikker.

Disse reagerede på dette pres på forskellige måder: ved faktisk at blive kristne; ved at foregive kristendom, men vedblive med at være jøder; ved at skifte frem og tilbage mellem de to konfessioner eller formulere mærkelige kompromiser; ved at flygte; ved at konspirere mod den spanske enevælde; ved at blive transatlantiske købmænd; og ved at udvandre og danne en sammenhængende diaspora af iberiske jøder i havnebyer langs den franske kyst til Nederlandene, Hamburg og det danske Altona, ja, helt om til Danzig i Østersøen.

Reelt får man med detaljerne i denne oversete jødiske kystkultur af indgifte købmænd en hel bog i bogen. Ekskursen motiveres naturligvis af, at Spinozas familie af portugisiske jøder i Amsterdam var internationale handelsmænd i løbende kontakt med hele denne kystkultur af jøder.

Dette bevægelige og internationale netværk kaster lys over Spinoza: hans særlige sensibilitet for de uløste problemer og paradokser i både jødedom og kristendom; hans kosmopolitisme og hans kyniske indsigt i samtidens fyrstepolitik, de hemmelige korridoraftaler, intriger og dobbeltspillene – en overset forudsætning for hans filosofi. Man kan også bare læse den vildtvoksende ekskurs og dens tangenter for deres egen skyld.

Jonathan Israel: Spinoza. Life and Legacy

Januar er de billigste køleskabes og tarveligste fladskærmes måned. Den tid på året, hvor vi reduceres til uldne bytte-bytte-købmænd. Men lad os da forsøge at vriste narrativet fra handelsstandsforeningerne og i stedet lancere »Litteraturens januar«! Måneden, hvor vejret alligevel er for jammerligt til andet end kaffe, samtale og bøger.

Det er tilmed i januar, nærmere bestemt den 16., at Weekendavisens Litteraturpris uddeles. I den forbindelse har vores anmeldere gennemgået årets danske bøger og fundet 10 nominerede til prisen. Bøgerne kan ses lige her, hvor det også er muligt at stemme på sin favorit.

Og så er nedtællingen også begyndt til litteraturarrangementet »Fri os fra virkeligheden!«, hvor jeg sammen med Helle Malmvig, Knud Brix og Thomas Boberg tager debatten om, hvordan vi navigerer i det ofte farefulde spændingsfeltet mellem virkelighed og fiktion. Arrangementet finder sted tirsdag 28. januar kl. 19 hos Weekendavisen i Pilestræde 34 i København, og billetter kan købes her.

Bogligt begavet vender tilbage om et par uger. Indtil da kan De som altid skrive til mig med ideer, ris, ros og råd på xahb@weekendavisen.dk – ligesom alle og enhver med interesse for bøger kan skrive sig op til at modtage Bogligt begavet her.

Godt nytår. Vi læses ved!

Asker Hedegaard Boye
Assisterende litteraturredaktør