Tabsgivende. Antony Beevor har skrevet endnu en bog om de store slag i Anden Verdenskrig.
Nederlag på Vestfronten
Antony Beevor: Arnhem. Slaget om broerne 1944. Oversat fra engelsk efter »Arnhem – The Battle for the Bridges, 1944« af Anders Juel Michelsen. 560 sider. 349,95 kr. Lindhardt og Ringhof.
Det kolossale omfang, som de enkelte slag under Anden Verdenskrig antog, kan i dag være svært helt at begribe. Det gælder også de militære operationer, der tog deres start i Holland den 17. september 1944. Den dag opholdt den tyske flyvergeneral Kurt Student sig ved sit skrivebord, da han pludselig blev forstyrret af en brusende lyd, der steg i styrke. Han gik ud på altanen, hvor han på himlen så sværme af allierede transport- og svævefly fyldt med faldskærmssoldater og materiel på vej mod deres operationsområde. Student så imidlertid kun en lille del af den store flåde af fly, der var gået på vingerne, og som nu angreb tyske depoter, lufthavne og stillinger i Holland.
Del: