Ned til de dunkle understrømme

Den seneste uge har jeg altovervejende tilbragt i München, med afstikkere til landlige byer og et par universiteter. Jeg har været til saloner med byens intellektuelle og har lagt øre til timevis af intrikate debatter; jeg har involveret mig dybt i tilblivelsen af en række musikalske mesterværker, for ikke at nævne de højere spørgsmål om selve musikkens væsen. Det har været en lettelse at være tilbage i det tidlige 1900-tal, som jeg sætter langt større pris på end nutiden.

Jeg har mødt personager med sælsomme navne – Schweigestill, Schlaginhaufen, Schwerdtfeger – og muligvis djævelen selv. Jeg har lært nye ord som rædselsnimbus og urørlighedsflugt, som jeg nu har til hensigt at liste ind i mit daglige sprog. Jeg længes efter at høre alle de fiktive værker, Thomas Mann lader sin hovedperson, komponisten Adrian Leverkühn, producere, ikke mindst mesterværket Apocalipsis cum figuris og det musikalske værk for marionetdukketeater. Og jeg sørger stadig over den lille Nepomuks død. Det er hårdt at leve i en tid før penicillinen og særligt hårdt i en verden skabt af Thomas Mann, hvor døden er nøje udpenslet og hvert lille element på den lidelsesfulde vej hen mod den omhyggeligt observeret. Dødskunst, simpelthen – skønhed og undergang er malet ud over alle bogens sider i flimrende akvarel. To verdenskrige har jeg gennemlevet, to dødelige genopblusninger af nationale drømme og gamle fjendebilleder. En enkelt uge har været alt, alt for lidt til alt dette; alt for lidt til Doktor Faustus.