Der er en sætning, som i lidt forskellige variationer snor sig gennem billedhuggeren Bjørn Poulsens autofiktive debutroman, Opkald fra mælkevejen: »Kan du tilgive mig?« Spørgeren er forfatterens mor, der livet igennem var svingdørspatient på psykiatriske hospitaler, nogle gange indlagt med tvang, andre gange frivilligt for at undslippe de stemmer, som rumsterede i hendes bevidsthed. Bogen er forfatterens facetterede svar, fuldt af kærlighed, ubehag og realisme. Det er en stærk skildring med blik for psykiatriens utilstrækkelighed.

Romanens skelet er den voksne søns jævnlige besøg på morens sidste uhumske bosted i tilknytning til Sankt Hans Hospital. Deres samtaler skubber til erindringen om en barndom, hvor kaos var normen, og det alligevel i årevis lykkedes at holde facaden udadtil. Det er en forfaldshistorie, hvor den syge, enlige mor med to børn i 1960erne og 70erne kan gå under myndighedernes radar, så længe de ikke belaster sociale budgetter. Som arving til en mindre formue fra et svensk gods behøver hun ikke at bede samfundet om hjælp, bortset fra de perioder, hvor sygdommen tvinger hende i knæ og kræver indlæggelse.