Anmeldelse: En efterretningsvurdering af truslen fra Trumps USA. Arbejder Donald Trump bevidst for at fremme Ruslands interesser i Europa? Ja, og derfor bør Danmark øjeblikkeligt begrænse efterretningssamarbejdet med USA, lyder anbefalingen i ny og dyster bog.
Modstandskamp om natten
Er Danmarks sikkerhed kompromitteret på grund af vores tætte forhold til USA? Spørger vi Jacob Kaarsbo og Steffen Nyboe McGhie, er svaret et klart ja, for Donald Trump har det seneste år vendt op og ned på amerikansk politik. Samarbejdet mellem USA og dets allierede er ved at gå i opløsning, USA er på vej til at blive et autokrati, og desuden arbejder den amerikanske præsident for at fremme Ruslands interesser i verdenspolitikken. For Danmark er et af de efterhånden mange problemer, at det danske efterretningssystem er tæt forbundet med de amerikanske efterretningstjenester. Denne forbundethed bruger USA til at undergrave Danmarks sikkerhed, og derfor bør Danmark snarest begrænse efterretningssamarbejdet med USA.
Omtrent sådan lyder hovedbudskabet i den dystopiske bog Undergravet med den inciterende undertitel: En efterretningsvurdering af truslen fra Trumps USA. I bogen leverer Kaarsbo og McGhie, henholdsvis forhenværende analytiker i FE og undersøgende journalist, en nådesløs analyse af, hvad det forandrede USA betyder for os alle, og det er der kommet en både oplysende og desværre nødvendig bog ud af.
Del: