I udbrud. Ukraine-initiativet er en interessant drejning af det danske bogmessekoncept. Det ændrer dog ikke noget ved, at læserne mest kommer for det hypnotiserende mix af bøger, gløgg og gøgl.
Messekrig
Den danske bogmesse har aldrig opnået international status som de store messer i vores nabolande. Bogmessen i Frankfurt er både højborg for kontraktforhandlinger om oversættelsesrettigheder, arena for intellektuelle samtaleprogrammer og debatter med verdens vigtigste forfattere og filosoffer samt et hjemsted for uddelingen af de tyske boghandleres vigtige fredspris. Også bog- og biblioteksmessen i Göteborg har ry for at være mindre kommerciel og mere intellektuel.
For nogle år siden – efter at messen i Göteborg havde været centrum for en strid mellem nynazister og antifascister – kritiserede jeg Bogforum i Danmark for at hygge sig i smug, mens verden brændte om dens vugge. Derfor bør man bemærke, at Bogforum i år lancerer en ny og anerkendelsesværdig tilføjelse. I samarbejde med en aflyst litteraturfestival i Kyiv, Ukraine, deltager tre aktuelle ukrainske forfattere på messen.
