Interviewet blev bragt første gang den 27. maj 2016.

Håret er sirligt redt, og sminken er stilfuldt lagt over de livlige lyseblå øjne. Selvom Fay Weldon i dag er 84 år og mangedobbelt bedstemor, er der ingen slinger i valsen. Når der kommer en journalist forbi, er det vigtigt at tage sig ud.

Da Weekendavisens udsendte var inviteret til en eftermiddagsdrink i forfatterindens victorianske stenhus i Shaftesbury, Dorset, dagen forinden, endte det med en tur på countryside-pubben med Weldons tyve år yngre mand og manager, digteren Nick Fox. Forfatterinden selv skulle skrive og ville hellere blive i hjemmet i Shaftesburys Miss Marple-agtige omgivelser med udsyn til kirken på den anden side af vejen.

Mere end 40 bøger og talrige radiodramaer og episoder til tv-serier er det i dag blevet til, siden Weldon debuterede i 1967 med den humoristiske roman The Fat Woman's Joke. Men det var Praxis fra 1978, der cementerede hendes position som seriøs forfatter.

»Da bogen udkom, var kvindebevægelsen i fuld gang, og det var tydeligt, at de havde fuldstændig ret. Det, jeg skrev, var dog ikke feministisk propaganda, men blot en undersøgelse af kvinders liv.«

I bogen, der har selvbiografiske træk, fortæller den kvindelige hovedperson, Praxis, som ældre kvinde om sit liv fra 1920ernes Brighton frem 1970ernes London. I de år har hun både været prostitueret, forstadsfrue, mor til to, tekstforfatter på et reklamebureau og til sidst leder af rødstrømpebevægelsen. Naturen, herunder mænds forførelse, trangen til at få børn, og iveren efter at blive gift for at opfylde datidens normer for, hvad det vil sige at være en rigtig kvinde, har livet igennem styret Praxis' liv - og undertrykt hende.

Den alvorsfulde, men galgenhumoristiske historie, betød, at Weldon i årene efter ofte er blevet beskrevet som en feministisk forfatter - noget, hun opponerer imod:

»Jeg er ikke en feministisk forfatter. Jeg er forfatter, og egentlig nok en temmelig dårlig feminist,« siger hun.

At Weldon skulle være en dårlig feminist, vil der nok være flere af vore dages feminister, som vil skrive under på. I hvert fald er Weldon i de senere år mest kendt for udmeldinger om, at »kvinderne har vundet kønskampen«, »kvinder spiller på offerrollen« og »kvinderne har det nu bedre end mændene«.

Hun peger på, at den feministiske revolution, ligesom Den Franske Revolution, havde sit udgangspunkt i middelklassen, nærmere bestemt iblandt veluddannede middelklassekvinder. Denne gruppe har i dag i store stræk opnået det, de ville, og selvom Weldon mener, at det har skabt et bedre samfund, har den feministiske revolution, som alle andre revolutioner, også haft sine omkostninger:

»Kvinder skal nu også gå på arbejde, og vi er alle udmattede i dag. Kvinder ser så trætte ud. Før den feministiske revolution havde mændene det godt, mens kvinderne og børnene havde det knap så godt. Nu har både kvinderne og mændene det godt, men børnene har det forfærdeligt, fordi der ikke er tid til dem,« siger Weldon, og fortsætter:

»Dertil kommer, at vi dengang troede, at resten af verdens kvinder ville være begejstrede og takke os for det, vi kæmpede for og opnåede. Men ikke alle kvinder vil arbejde, og ikke alle kvinder synes, det er kedeligt at passe børn eller have deltidsarbejde. Det er ikke blevet anerkendt, og der er blevet set ned på kvinder, der ikke ville karrieren.«

BÅDE i sit forfatterskab og i sin analyse adskiller Weldon sig fra trenden blandt nutidens tredje-og fjerdebølgefeminister.

Weldon, der tilhører den såkaldt anden bølge af feminismen fra 1960erne, anerkender, at der er en grundlæggende biologisk forskel på kønnene. At det i nogen udstrækning er lykkedes for feminismen at ændre på forskellene på kønnene har ifølge Weldon været med til at påvirke samfundets generelle dynamikker i en kvindelig retning.

»For både mænd og kvinder gælder det nu om at føle fremfor at tænke - jeg føler, derfor er jeg vigtig. Empati er blevet kodeordet, og samfundet er ved at ødelægge sig selv, fordi det føler for meget. Forhåbentlig vil det gå over, selvom min fornemmelse er, at det transkønnede vil overtage mere og mere og udviske kønnene,« siger hun.

»Den nuværende trend inden for feminismen med at benægte naturen og biologien ved at dekonstruere kønnene og skabe et intetkøn er i mine øjne meget reduktionistisk - og givetvis usand.« For Weldon går den øgede feminisering af samfundet og empatiens helliggørelse hånd i hånd med en generel trend til at fokusere på offerroller.

»Middelklassefeministerne vil gerne se sig selv som ofre - der er altid en eller anden mand over dem, som bestemmer. Men ofte skyldes det jo, at manden er mere kompetent. Selv kvinder vil anerkende og se det som en dyd, at kvinder kan multitaske, mens mænd singletasker og kun kan fokusere på én ting ad gangen. Men i et hierarkisk system vil de, der singletasker, altid vinde, fordi de, der multitasker, fokuserer på for mange ting på én gang,« forklarer Weldon.

Hun sporer selv en del af offerrolleidentiteten til 1970erne og forbinder den med det forhold, at Praxis gik ind i den litterære feministiske kanon.

»Fordi jeg tog alle vittighederne ud af Praxis, blev bogen en bibel for en del af den feministiske bevægelse. For du må ikke lave vittigheder om ofre, og ofrene selv har heller ikke energien til at lave vittigheder. I de feministiske studier er det en grundforudsætning, at kvinder er ofre. Det er det samme som med post-kolonialistiske studier, hvor udgangspunktet er, at alle ikke-vestlige mennesker er ofre. Det er i mine øjne mest af alt baseret på følelser, og ikke på fornuft som i filosofien.«

AT bringe sig i skudlinjen med kontroversielle holdninger er Weldon aldrig veget tilbage for. Hun var blandt de forholdsvis få britiske forfattere, som gav fuld opbakning til den fatwaramte britisk-indiske forfatter Salman Rushdie og i en pamflet gik hun til angreb på de islamistiske fundamentalister, som stod bag affæren. Det betød, at hun godt ti år senere, i 1997, af den britiske venstreliberale tænketank Runnymede Trust blev anklaget for at være islamofob. Samme anklager oplevede hun i 2005, da hun i en artikel i Sunday Times havde anklaget britiske feminister for at have svigtet deres muslimske medsøstre.

»Ligeløn er det eneste, middelklassefeministerne stadig kan slå ned på. Men jeg mener, at de skulle bruge deres energi på at kæmpe for de muslimske kvinder. Og her mener jeg ikke muslimske kvinder i Mellemøsten, men dem der bor lige rundt om hjørnet. For også de muslimske kvinder skal have ret til at arbejde og tjene deres egne penge og vælge en partner. Men det opfattes jo desværre også blandt feminister som kulturel racisme, hvis man blander sig i andre etniske gruppers kulturelle vaner og religion,« siger Weldon.

Hun har selv tidligere udtalt, at hun som kvinde betragter kristendommen som overlegen i forhold til islam.

Det skabte stort røre og fornyede anklager om islamofobi, men Weldon står fast:

»Det er da indlysende sandt, men man må ikke sige det. At en kvinde skal gå med slør tre skridt bag ved sin mand er latterligt. At selv små piger også skal gå med slør er højst mærkværdigt. At kvinder skal gå tildækkede og passe hjemmet og føde børn, bunder i et kvindesyn inden for islam, som går tilbage til 600-tallet. For mig handlede de vrede reaktioner om et samfund, som ganske enkelt ikke forstod, hvad der skete rundtomkring.«

Når det er sagt, ser Fay Weldon dog optimistisk på de muslimske kvinders fremtid.

»Der er lys i horisonten, og det er menneskets basale natur, behov og energi. Du kan ikke undertrykke folk for evigt. En dag vil alle kigge på hinanden og begynde at grine ad mullaherne. Der er mange utroligt tapre og kvikke muslimske feminister, og man kunne jo bare ønske sig, at de fik lidt mere hjælp fra de veluddannede middelklassefeminister og systemet som sådan,« siger hun og replicerer hurtigt på spørgsmålet, om ikke hun fra sit eget liv kan genkende nogle af de kulturelle og religiøse normer, som muslimske kvinder i dag må leve med:

»Tilbage i 1950erne var kristendommen det underliggende fundament for hele det britiske samfund, men kirken eller religionen havde ingen betydning for kvinders valg. Kristendommens religiøse normer var allerede dengang en underordnet faktor, og de kontrollerede ikke kvinders seksualitet.«

For Weldon har kvinders frigørelse ikke handlet om frigørelse fra religion, men om økonomi og psykologisk indsigt. I sine unge år studerede hun netop de to fag på universitetet i Edinburgh, og de har fulgt hende lige siden.

»I min optik er der to ting, som forhindrer kvinders frigørelse eller ligestilling, nemlig økonomisk afhængighed af manden og så naturen. For kvinder af min generation gjaldt det derfor dels om at blive økonomisk uafhængige af manden, dels om at forstå, hvad naturen betød for én som kvinde. Naturen betyder, at kvinder gerne vil have børn og derfor måske binder an med et ægteskab, hvor de nogle gange er undertrykt eller ikke kan udfolde deres karriere eller andre sider af sig selv. Naturen eller biologien er en given størrelse. Den kan man ikke lave om på. Men man kan lære at forstå og håndtere den og så at sige arbejde sig rundt om den, og det er her psykologien kommer ind i billedet,« forklarer Weldon.

Selv om hun ikke giver meget for alskens selvudnævnte terapeuter, mener hun, at perioder med regelmæssig psykoanalyse har rustet hende til kønnenes kamp:

»Hvis du taler om dig selv under en psykoanalyse, bliver du tvunget til at færdiggøre dine sætninger, til at skille følelser fra rationel tænkning. Det var for mig utrolig vigtigt at lære, og jeg tror, mange mennesker stadig har svært ved at gøre det.«

Hun understreger, at hun aldrig har hadet mænd - selvom hun selv har måttet leve med eksemplarer, der har været noget mindre sensitive end dagens standardmand.

»At mænd har fået flere kvindelige karaktertræk, og kvinder har overtaget mange mandlige karaktertræk, er helt sikkert en god ting. Men jeg tror stadig, at mange mænd er biologisk disponeret til at tage sig af kvinder og børn, når de er hjælpeløse. Så snart kvinderne kan klare sig selv, eller børnene har nået en vis alder, så ophører den mandlige beskyttertrang, og mændene vil ofte vandre videre for at sprede deres sæd. Det ligger i deres natur, så jo mere kvinderne er i stand til at klare sig selv, desto mindre er mændene tilbøjelige til at forpligte sig over for dem. Problemet er, at kvinderne ofte klager over, at mændene ikke vil forpligte sig, men samtidig ikke gider have en rar, feministisk mand. Men de kan ikke få begge dele. Kvinder gifter sig i dag ofte for at få en mand at dele huslejen og børneopdragelsen med. Problemet med den model er, at den ikke giver megen sex, og sex er det, det hele handler om.«