Men lige nu er vi her

Han er næsten lige kommet ind ad døren efter at være fløjet ned fra Nordkalotten, tværs over Skandinaviens endeløse, øde vidder af bjerge og skove, for at ramme den lille prik, som er København i det velfriserede Danmark. I Nordnorge har Daniel Dencik de seneste tre uger optaget dele af sin næste film, og nu er han så her for at tale om romanen Nordisk vildt, som udkommer i næste uge. Lejligheden på Vesterbro er pakket ned i kasser og dækket til med plastic og papirruller, han og kæresten er ved at sætte alt i stand, og om fem ugers tid kommer der et barn. Lidt senere skal de videre til sommerhuset. Vi fortrækker til Vestre Kirkegårds bynatur og vandrer i fredagens aftagende lys, næsten som et par jødiske mystikere på udkig efter sabbatsdronningens indtog, mens vi taler om hans roman.

Daniel Dencik er lidt af en peripatetiker, men der er intet forhastet over ham. Han forsvinder ind i tingene, og han er også rent fysisk forsvundet flere gange for at skrive på Nordisk vildt: »Denne bog har været så ekstrem. Hvis jeg virkelig skulle lave nogle ordentlige hug, så skulle jeg lige have fem uger alene på et hotelværelse i Asien. Jeg var så meget inde i min bog, at jeg syntes, alt andet var kedeligt. Jeg vil bare være sammen med min bog. Jeg glemmer at spise og sove, jeg synes det er så kedeligt at være væk fra den.«

I det hele taget kan han vist godt lide at forsvinde. Vi taler om, at en roman er det præcis modsatte af tidens sociale medier: Man er helt tavs i årevis, og så kommer der en bog.

»Der er noget lidt fint ved at holde igen og spare på krudtet. Lige pludselig kan man en masse, hvis man har holdt igen og holdt igen. Man har udsat sig selv for en masse fravalg. Mit liv minder om et cykelrytterliv: At leve som en munk, leve på en sten, at være enspænder. Et liv på landevejen, hvor man er nærmest helt intuitiv, helt jazzet i sin tilgang til livet. Man prøver bare at gøre det så enkelt som muligt, bare at blive ved med at cykle eller skrive, bare dygtiggøre sig i det. Det er ikke bare fedt at være synlig hele tiden. Man skal også være væk. Så begynder folk at tænke, hvad skete der egentlig med ham? Sådan tænker jeg på mine gamle gymnasievenner: Hvad skete der egentlig med dem? Jeg kunne jo bare gå på Facebook og opsøge dem, men jeg kan godt lide at tænke: Gad vide, hvad hun laver i dag? Hele den mystik, der er omkring det. Det bryder jeg jo så lidt ved at udgive en bog, så de kan se, hvad jeg laver.«

– Så bliver du kort synlig?

»Og så kan jeg gemme mig igen.«

Kunsten at forsvinde modsvarer hans interesse for at udforske ukendte ting eller utydelige spor af noget næsten forsvundet. Nordisk vildt er fuld af den slags afdækninger og udforskninger, fra nordisk planteliv til kvantefysik, fra jagtkultur til kabbala. Faktisk bestemte han meget tidligt, at han ville sætte sig grundigt ind i netop jagt, kvantefysik og jødisk mystik til denne roman, fordi han gerne ville vide noget om de ting. I hans næste roman bliver det sommerfugle, han vil udforske, det er allerede bestemt.

I fin mytologisk stil er romanens to hovedpersoner ikke bare brødre, men tvillinger og hinandens modsætninger og uvenner. Silas har efter år som evigt udsendt soldat fundet ro ved at leve på et forfaldent gods i Bjerre Herred syd for Horsens og er i praksis gået i ét med den stille natur. Den jyske egn er blevet en slags overgroet Edens Have for ham. Han er helt overens med både brutaliteten i naturen og i krigen, og han går og skyder de svageste dyr for at rette op på bestanden. Elias er hans intellektuelle modbillede: fysiker, bybo, hurtigsnakker. Han er vendt tilbage til familiens jødiske rødder ved at fordybe sig i en særlig gren af jødisk mystik, Habad-bevægelsen, og forstår nu alt i verden gennem den prisme. Virkeligheden og hverdagen er for ham kun et symbolsk dække over noget uendeligt større og dybere.

En sær – nærmest tåbelig – forbrydelse og tragedie fører de to sammen igen. Man føler hele tiden, at man bevæger sig lige på kanten af civilisationen, og at det, vi regner for den indlysende rigtige og eneste måde at leve på, kun er en tynd fernis.

Daniel Dencik fortæller her om sin seneste roman »Nordisk vildt« og om method writing:

Videoen er tilrettelagt af Birgit Nissen Pedersen

Hvad tænker Daniel Dencik om figuren Silas og hans søgen væk fra menneskenes verden, tilbage til en dybere orden i naturen?

»Bogens grundtema er nok sammenstødet mellem det menneskeskabte og naturen, som vi også vil forme. Silas har meldt sig ud af civilisationen og søgt tilbage til noget, som engang var vildt i Norden: dyrelivet, plantelivet. Vi er kommet til at smadre den natur, vi elskede så meget, netop fordi vi elskede den. Det er lidt ligesom arkæologi eller vinylplader: Jo mere du dyrker det, jo mere smadrer du det også. Hele menneskeheden er jo faktisk destruktiv, for i vores higen, som ligger meget dybt i os, kommer vi til at ødelægge det for os selv. Vi kan ikke bare lade Jorden være og leve på samme måde som de andre arter; der er noget i os, som gør, at vi hele tiden vil videre, vil ud, vil frem. Det ligger i os alle, ingen er fri for det. Hvis man vil gøre naturen til sin egen, så smadrer man faktisk essensen af den: at den er vild. Vi vil være med, vi vil også forme den, vi vil lige rette på noget, og der ligger en enorm magt i, hvordan vi kan ændre på Jorden. Så kan man som Silas længes tilbage til en tid, hvor vi endnu ikke havde gjort det. Vi kan blive interesserede i, hvordan det ville være, hvis vi ikke var her. Det tænker jeg tit på. Nu har jeg lige fløjet fra Norge, så ser man landskaberne, og hvor smukt det er med skove og kæmpestore bjerge og fjelde uden mennesker. Men samtidig er vi jo det mest vidunderlige. Der er noget enormt storslået over, hvad menneskeheden har opnået og skabt, at man kan skrive en bog, bygge en bro, sende en raket op. Vi laver ting, som er lystprægede og ekstravagante, og det gør os til den smukkeste art eller i hvert fald den mest spændende.«

– Der er kommet en ny trang til at fundere over naturen i litteraturen. Er der et behov for at se os selv i et større billede, måske et kosmisk billede?

»Nu er det stadfæstet hos næsten alle, at vi påvirker Jorden enormt meget, og at vi kan gøre det svært for os selv at overleve. Det er måske heller ikke så vigtigt?« foreslår han med en stille latter.

»Det er jo også en trøst. Det betyder måske ikke så meget, hvad vi laver. Jorden skal sgu nok klare sig uden os. Det synes jeg af og til er helt befriende. Det, som vi elsker ved naturen, kommer til at bestå; vi kan ikke ødelægge den. Efter 200 år uden mennesker er det hele vildt igen, uanset hvor meget vi har forurenet. Det, vi ser, er jo bare en tynd overflade, Jorden er massivt stor, fuld af ild og lava og liv, som bare vil frem og venter på, at vi ikke er her længere.«

Undervejs har Daniel Dencik talt med 20-30 forskellige mennesker for at sætte sig ind i både romanens underemner og de mange ukendte verdener, den strejfer; fysikere, retspsykiatere, politifolk, veteraner. Han gennemførte en mentalundersøgelse hos en retspsykiater, og krigsveteraner fortalte ham om, hvordan det er at være af sted i krig. Siden vendte han tilbage og afprøvede replikker fra bogen på dem. Han tjekkede med fysikere fra Niels Bohr Institutet, at Elias ikke sagde noget vrøvl. Han har tydeligvis lyttet til både, hvad der blev sagt, og hvordan det blev sagt, og hentet det hele ind i bogen, for en stor del af romanens stemning kommer fra de mange forskellige slags fagsprog og jargoner.

»Når man gør det rigtigt, skal det blive ved at være interessant, man skal tænke, at man nok forstår det, hvis man læser lidt videre. Som læser skal man føres med en sikker hånd. Der kan godt være sten på vejen og ting, som ikke umiddelbart giver mening, hvis bare hånden, som styrer én gennem det usikre, er sikker nok.«

Og selvfølgelig skulle han også på jagt. En stor del af romanen udspiller sig i Bjerre Herred, fordi det var dér, Daniel Dencik havde mulighed for at komme med ud på jagt og lære det hele fra bunden.

»I Danmark er jagtretten forankret i ejendomsretten, så man skal eje jord for at skyde eller gå med et konsortie, og det er ret dyrt. Jeg ville gerne have, at der var et stort forfaldent gods i romanen, og så kendte jeg Brix-familien, som har Palsgaard Gods; så det var naturligt at skrive om stedet, selvom Palsgaard i virkeligheden overhovedet ikke er forfaldent. Min herregård er mere gotisk. Ruiner er de smukkeste og mest interessante af vores bygninger, fordi de er tomhedsbevarende. De viser hen på det, som har været engang, ligesom et forfaldent gods, hvor der har været liv og glade dage, og nu står det der bare som et minde og er nærmest faldet i søvn. Det drømmer om sig selv, og drømmen går konstant i opfyldelse.«

– Er både Elias og Silas i virkeligheden et par ruiner?

»Ja, det må man sige, de har været så overintelligente og understimulerede i deres barndom, at det er slået klik for dem på hver sin måde. De er dysfunktionelle, men samtidig enormt kompetente, en mærkelig blanding, som også er meget troværdig: Man ved ikke, hvor man skal gøre af al den intelligens. Jeg har også været inspireret af Elon Musks egen beskrivelse af at være Elon Musk: ’A never ending explosion’. Det holder aldrig op. De er nogle vrag, men de er nogle smukke vrag.«

– De er outsidere med en helt speciel indsigt. Hvad får du ud af sådan at lade dem kigge ind udefra på alt det, vi ellers tager for givet?

»Hvor vanvittigt eksotisk alt det her er, som vi tager for givet. ’Jeg skal lige ned og træne, og så skal jeg købe en energidrik’ – men det er jo helt sindssygt, at vi overhovedet lever, og at jeg har fløjet fra Nordkalotten i dag. At minde os om det, tror jeg, er kunstens opgave. At det er de enkleste ting, som er de mest sensationelle. Tag bare hvordan øjet fungerer: Vi genskaber en tredimensionel virkelighed på en retina-bagskærm i to dimensioner, og så kan vi helt aflæse, hvordan alt omkring os ser ud og kan operere efter det. Det er en helt vanvittig proces, som foregår hvert sekund. Da jeg fløj i dag, havde jeg kuldegysninger hele tiden, fordi alt var så smukt. Man skal lige hæve blikket og se, hvor virkeligt smuk verden er. Hvor fine og ømme de menneskelige relationer kan være. Det er jo også fortællingen om os, hvis der er en fortællig om os til eftertiden: Vi var i hvert fald gode til at passe på hinanden på en eller anden måde; selvom vi lå i krig, så var der kærlighed og begær og medfølelse på en måde, man nok ikke ser hos andre arter.

– Du taler allerede om os, som om vi snart forsvinder?

Daniel Dencik ler. »Jeg har ikke så svært ved at forestille mig, at det også ville være okay. Så ville der være spor af os, det er også fint – tilbage til ruinerne. Der ville være bøger, som man ikke længere kan læse, men måske man engang kunne tyde lidt af det, så man kan forstå lidt om os, som har været her engang. Måske kommer der en anden dyreart og tager over efter os efter nogle millioner år.«

Pause.

»Men lige nu er vi her.«

Daniel Denciks »Nordisk vildt« udkommer 12. oktober 2018.