Der findes en falsk modsætning i fortællingen om menneskets forhold til dyrene: På den ene side det industrielle massedrab, der kun kan opretholdes ved at betragte dyr som følelsestomme automater. På den anden side den uendelige kærlighed, vi øser over vores mangeårige kæledyr. Den giftorange kyllingenugget over for den velsignede labrador. Danpo over for Disney.

De to positioner er imidlertid ikke hinandens modsætninger, men udtryk for samme glubske begær, som både kendetegner kynikerne ved frysedisken og de sødladne plysbjørnsromantikere i Maxi Zoo. Begge grupper, hvilket formentlig vil sige størstedelen af befolkningen, kan med fordel læse franske Lucie Ricos urimeligt gode debutroman Den vakuumpakkede kyllings kaglen.