For māorierne i New Zealand er identitet en størrelse, der dikteres af rødderne. Enhver, der vil blive til sig selv, må arrangere sit ophav i en form for stamtræ – i det, māorierne betegner som »whakapapa«, en slags udvidet slægtshistorie. Stamtræet er her ikke blot en liste af navne, det tæller ikke blot forfaderen til en given tipoldemor, men også forfaderens kano, kanoens flod, flodens bjerg og bjergets sagn og så videre. Ens »whakapapa« er ikke en afgrænset eller formfuldendt fortælling, men et strittende fletværk af grene, der vokser ind og ud af globale og muligvis umage former for sammenhænge.

Eva Tind stødte for første gang på māoriernes slægsbegreb på en rejse i New Zealand for et par måneder siden. Men det vakte en næsten instinktiv form for genklang i hende. For Eva Tinds fortælling er netop et strittende fletværk af grene, der ikke uden videre forbindes som punkter i et sirligt system. Hun er født i Pusan i Sydkorea i 1974 og blev som etårig adopteret til Danmark. Hun ligner ikke en, der hører til hos sine forældre, to lyse og krølhårede jyder, og hendes forfædres bjerg er næppe en bakketop i Midtjylland, i Låsby, hvor hun er opvokset. Alligevel er det her, Eva Tind føler sig hjemme. Det er dog også her, i Danmark, hun ret ofte bliver antaget for at være en kinesisk turist, en fremmed, én, der ikke hører til.