Afrundet. Lars Saabye Christensen afslutter sin Oslo-trilogi med lige så inciterende tidsbilleder som for 1500 sider siden.

Melankoli og selvironiske håndkantslag

Lars Saabye Christensen: Byens spor. Skyggebogen. Oversat fra norsk efter »Byens spor. Skyggeboken« af Ellen Boen. 536 sider. 299,95 kr. Grif.

Opbrud. Det er nøgleordet i tredje og (måske) sidste bind i Lars Saabye Christensens mesterlige krønike om Oslo og familien Kristoffersen i sidste halvdel af 1900-tallet. Enken Maj, hendes bortløbne søn Jesper, den skolestærke lillesøster Stine, deres venner og naboer leder alle efter en plads og en mening i et samfund med normskred i stort og småt.