Manden bag den fredsbevarende stat

Da Dante i 1301 blev tvunget i eksil fra sin hjemby Firenze, var det som et led i en indviklet og blodig konflikt mellem den kristne pave og den romerske kejser. Konflikten havde stået på i århundreder og splittet de norditalienske bystater mellem guelferne, der støttede paven, og ghibellinerne, der støttede kejseren. Norditalien var blevet en blodrød skueplads for en endeløst simrende strid, der konstant truede med at blusse op i massemord. Kernen i dette kaos var et simpelt spørgsmål. Hvem havde retten til den øverste verdslige magt: kejseren eller paven?

Tidens politiske tænkere gav et tvetydigt svar. Doktrinen om de »to sværd« fastholdt, at Gud havde skænket den romerske kirke både åndelig og verdslig magt, men at paven kunne vælge at give sidstnævnte – det verdslige »sværd« – til konger og kejsere, der skulle regere i hans navn. Politisk magt kom altså oppefra og blev så udspaltet i to dele, som paven i teorien kunne fordele efter forgodtbefindende.