Der er noget forførende over umulige foretagender, og sådan et har Peter Damgaard og Anne Wedell-Wedellsborg kastet sig over med Kinesisk litteratur i 3000 år: en antologi i lækkert kaffebordsformat med uddrag fra 39 centrale forfatterskaber inddelt i fire sektioner efter kronologi og genrer. Hvert uddrag er udstyret med en grundig introduktion, der ikke blot placerer værkerne i deres samtid, men også illuminerer de myriader af allusioner og langvarige debatter, der har skabt kinesisk kulturs forbløffende sammenhængskraft.

Bogens første sektion indbefatter klassiske værker fra før vor tidsregning. Her finder vi både Kinas tidligste kærlighedspoesi og de første politiske protestdigte, begge dele fra Digtenes bog, der består af 305 oprindeligt mundtligt overleverede digte, der menes at stamme fra omkring år 1000 f.v.t. Dette følges af den strenge og evigt enigmatiske Konfucius, det charmerende, sprogforbistrende syrehoved Zhuangzi og den retskafne embedsmand Qu Yuan, der blev drevet af bagvaskelse til at drukne sig, hvilket mindes hvert forår ved dragebådsfestivalen, hvor børn og voksne kaster bambusindpakkede ristrekanter i vandet i håb om, at fiskene vil spise dem i stedet for Qu Yuan.