Lyset gennem ruinerne

Under min læsning af Tor Ulvens nyfordanskede roman Afløsning kommer jeg hele tiden til at tænke på bevægelse. På det at bevæge sig som en måde at tilegne sig verden på. Noget ved romanens fremdrift minder mig om slow tv, specifikt om NRKs uforkortede udsendelse af den syv timer lange togtur med Bergensbanen, der i 2009 blev et uventet seerhit i Norge. Afløsning giver mig samme fornemmelse af glidende, forbipasserende nuer forankret i sted på sted på sted. Også fortællerens måde at registrere på minder mig om blikket, når man ser ud gennem et togvindue, og det, der er tæt på, hober sig op med en sådan fart og intensitet, at man med mellemrum må se langt, finde ro eller i hvert fald stilstand i det, der er fjernt.

Tor Ulven regnes blandt Norges største efterkrigsdigtere. Frem mod hans selvmord i 1995 bevægede hans forfatterskab sig fra lyrik mod prosa. Afløsning hører til hans sidste værker, og Mikkel Thykier har skrevet et interessant og præcist søgende efterord til den danske oversættelse.