Anmeldelse. Den europæiske civilisation vil snart være væk, fortæller hollænderen Ilja Leonard Pfeijffer. Den vil være kvalt i burgere. Den vil være trampet ihjel af backpackere i badeshorts.
Louvre 2 – nu i ørkensandet
Ilja Leonard Pfeijffers roman Grand Hotel Europa blev solgt i mere end 300.000 eksemplarer, da den udkom i hans hollandske hjemland i 2018. De lokale læseres begejstring forstår jeg glimrende, når jeg læser de passager, hvor Pfeijffer satiriserer over fænomenet turisme. For her skyder forfatteren med forrygende satirisk energi løs på alt, hvad der rører sig.
I et langt afsnit om Amsterdam får han for eksempel både fortalt om de engelske weekendturisters øretæveindbydende pisseri i kanalerne, om de stakkels kulturkonsulenter, der desperat forsøger at lokke turister ud af byen til maleren van Goghs fødeby, og om det triste faktum, at den hollandske hovedstads indtægter fra turisme alt i alt er betydeligt mindre end dens dermed forbundne tab af skatteindtægter fra de flittige middelklasse-amsterdamere, der netop på grund af turismen vælger at flytte ud af byen. Jeg klukler, mens jeg læser det livlige afsnit. Og ryster samtidig forarget på hovedet. Her rammer Pfeijffer plet.
Del: