Engang mente en politiker, at Danmark var for lille et sprogområde til at have en ballet. Det kan man jo godt grine ad, mens man konstaterer, at Fremskridtspartiets Kristen Poulsgaard forgår, balletten består. At den underliggende pointe – at den aller-dygtigste, mest ambitiøse kunst savner politisk prioritering – er blevet fladtrådt, dansk daglig-dag, er imidlertid indlysende.

Kast engang et blik på litteraturpolitikken, og grinet tørres væk: Den er så defensiv, at kun Ole Henriksen eller Bobby McFerrin vil kunne holde mundvigene opad. Bogbranchemediet bogmarkedet.dk spurgte nogle uger før valg-udskrivelsen kulturminister Mette Bock om den herskende litteraturpolitik og dens perspektiver. I løst væv fik hun knyttet et par tråde sammen – noget med forfatterstøtte gennem Statens Kunstfond, noget med bibliotekspenge, noget med bibliotekernes betydning. De er lette at pege på, ikke mindst fordi de sorterer under kommunerne, som i løbet af de seneste ti år økonomisk har beskåret dem med cirka en fjerdedel, hvilket Mette Bock nu ikke nævnte. Til gengæld huskede hun, at hun havde besluttet at afsætte 5,6 millioner kroner »til en læseindsats for børn, hvor bibliotekerne skal spille en stor rolle«. Men selv om sammenvævningen endte som et helt pænt lille defensorat, vil det kræve noget af en tæppehandler at afsætte det. Skulle man tro.