Vi var i tvivl, om vi skulle tage af sted. Var det ikke på tide at holde op med at flyve? Ville det ikke være mere passende at tage en gul vest på og lave sin egen blokade i København? Jo, men var udsigten til at opleve den foreløbige kulmination – »fjerde akt« – på den største folkelige opstand i Frankrig siden ’68 og samtidig deltage i én af de vigtigste klimamarcher under COP24, begge programsat til lørdag formiddag i et Paris i noget nær undtagelsestilstand, ikke for tillokkende? De Gule Veste og klimakampen var måske endda to sider af samme sag. Symptomer på et økonomisk system og en livsform, som havde spillet fallit. Det kunne blive historisk. Vi besluttede at tage bussen.

Bussen er fire timer forsinket. »Det er De Gule Veste,« siger en afrikansk kvinde, da vi stiger om bord ved DGI-byen torsdag nat. Da vi når til den belgisk-franske grænse fredag aften, er de fire timer blevet til seks. Trafikken på den firesporede motorvej er gået i stå. »Det er De Gule Veste,« siger vores chauffør, en belgisk kvinde i slutningen af trediverne. »De har blokeret grænsen siden i morges.«