Engang i vinter, da jeg gik med barnevognen, kom jeg pludselig i tanker om en sang, jeg ikke havde hørt længe. Jeg fandt den på mobilen og satte øretelefonerne i, og der var den: »Døren springer op som af en lille hidsig vind, morgenluften strømmer skarpt herind.« Det er selvfølgelig Trille; jeg lyttede intensivt til hende i nogle år, fra jeg var 17, til jeg blev 20, og så forsvandt hun for mig, som jeg tror, hun også forsvandt for mange andre, allerede før hun holdt op med at lave musik. Men nu er denne klare og direkte stemme her igen, og den vækker stærke forhåbninger til livet, forekommer det mig. Den bærer også på en mærkelig ladet melankoli. Jeg ved, at melankolien var der, da musikken blev til, for den var en kendt kraft i meget af det bedste, Trille lavede, men alligevel er det, som om den stiger mørkere og med større fortvivlelse op til overfladen nu.

I hvert fald for mig. Den uventede glæde, jeg oplever, da jeg hører hendes stemme, minder om sorg, den får halsen til at snøre sig sammen på nøjagtig samme måde. Der er noget hjerteskærende ved sangene. Er det, fordi jeg lytter til en, som tog fejl? En, som troede og håbede, og som satsede hele sit talent på, at store omvæltninger skulle ske i vores verden, i vores tid? Eller er det tværtimod så gribende, fordi disse sange – der er uvidende om, hvad der er sket i verden, efter at de blev indspillet – stadig bærer på et så ufordærvet håb om store forandringer?