Kvindemagt og ældretrods

Man ser hende for sig. Madeleine Albright, en lille, trind 63-årig i gang med at pakke sit kontor ned, fordi de amerikanske demokrater i 2000 tabte valget om præsidentposten til George W. Bush. En lidt slidt kvinde efter mange års rejseliv, først som FN-ambassadør og under Bill Clinton som udenrigsminister med hele verden som arbejdsplads. Alligevel lyser hun af ærgrelse over, at hendes tid som international, politisk overblæksprutte er forbi. Selv beskriver hun det sådan: »Man kan blive afhængig af at vågne op til en ny international konflikt eller situation og vide, at man måske kan påvirke dens udfald – og når man er blevet afhængig og berøves stof, begynder man straks at søge efter et nyt.«

Det var præcis, hvad den tjekkiskfødte diplomatdatter gjorde. Hun vaklede mellem muligheden for at starte eget konsulentfirma (mange tidligere toppolitikeres kattelem til et efterliv), oprette en tænketank, blive universitetslærer, forfatter eller menneskerettighedsaktivist. Men hvorfor egentlig vælge? I stedet sagde hun med egne ord »fandme ja« til det hele og er tyve år efter still going strong som ikon for kvindemagt og ældretrods. Hendes credo er, at hver ny fase i livet skal være mere interessant end den foregående. Hende skulle ingen slippe af sted med at sende på pension.