Når selv Margaret Atwood, den djærve, canadiske heltinde bag den anti-patriarkalske Tjenerindens fortælling , på Twitter kan få skudt i skoene, at hun »bekriger kvinder« og bliver beskrevet som én, der »skider på« mindre magtfulde kvinder – blot fordi hun i en konkret sag (creative writing -professoren Steven Galloway blev sidste år fyret fra University of British Columbia) bekymret spørger til retsstatens grundprincip om uskyld, indtil det modsatte er bevist – ja, så er vi kommet længere end for langt ud.

Atwoods nylige Twitter-krise tydeliggør, at vi har et problem for tiden. Én måde at formulere det på er at sige, at 1970ernes forbenede og sekteriske munkemarxisme synes at være genopstået, blot nu som identitetspolitisk fjerde-femtebølge-feminisme. Hvor det i sin tid var ødelæggende at blive stemplet som »bourgeois«, er det nu pulveriserende at få prædikatet »patriarkalsk«. Og hvor der dengang herskede en lifligt ironisk modsigelse mellem det, man prædikede, og det, man praktiserede, er det også nu sådan, at de identitetspolitiske fører-amazoner i tolerancens, mangfoldighedens og ligestillingens navn ydmyger, kvaser, stigmatiserer, marginaliserer og ignorerer de angivelige modstandere – alt i Den Gode Sags tjeneste, naturligvis.