Et gennemgående træk ved kritikken af feminismen er dens forudsigelighed. Lige siden kampen for kvinders stemmeret har feminister måtte høre på, at de var gået for vidt, hadede mænd eller burde bruge deres kræfter på ædlere formål eller brunere kvinder, som var mere undertrykte end dem selv.

I sidste uge leverede Mikkel Bruun Zangen-berg her på bagsiden endnu en kritik af den feministiske bevægelse; kommentaren kandi- derer til titlen som det slappeste indlæg, jeg har læst inden for genren. Ifølge Zangenberg er feminismen »kommet længere end for langt ud«, ikke mindst fordi den ledes af unge branding-eksperter, som tager selfies og nægter at anerkende litteratur, som ikke er skrevet af en forfatter, der er »gal, trans eller kvinde«. Det virker ørkesløst at imødegå alle disse påstande, så lad mig i stedet opstille et par tommelfingerregler, som kan højne niveauet i den kønspolitiske debat.