Vikingerne bliver ved med at erobre nye kyster i populærkulturen, og selvom man siden midten af 1800-tallet har talt om deres stigende popularitet, så kan det næsten ikke blive større end i vore dage. Heldigvis afstedkommer det også en lind strøm af interessante fagbøger, og nu er der kommet en norsk en af slagsen oversat til dansk.

Knud den Stores nordsøimperium var kulminationen på knap 300 års krige og konflikter mellem Europas befolkninger og vikingerne fra Skandinavien. Modsat begyndelsen af Vikingetiden så er dens slutning meget velbelyst i de skriftlige kilder, og det har nærmest kaldet på at blive fortalt i en bred fagligt funderet og velskrevet bog.