Konen i skoven

I Ostia, ikke langt fra Rom, levede engang en enfoldig ung mand ved navn Flaminius, der gerne ville vide, hvad døden var. Hvem kunne mon fortælle ham det? En skomager, han mødte på sin vej, fortalte, at han lavede sko for at have noget at leve af lige til sin død, men han kunne ikke fortælle, hvad døden var. En bonde, der huggede brænde, fortalte noget lignende. Og det samme gjorde en skrædder. En eneboer, hvis dage gik med at bede til Gud og den hellige jomfru, havde lidt mere at sige. Døden er det, de lykkelige frygter, og det, de elendige længes mod, sagde han. Hvis du vil lære den at kende, skal du vandre langt, for jo længere et menneske vandrer, jo tættere kommer det på døden.

Vores helt fulgte eneboerens råd og vandrede ud i verden, til han kom til en skov, hvor han mødte en gammel kone. »Er du døden?« spurgte han konen. »Nej,« svarede hun. »Jeg er livet. Men nu skal jeg lære dig, hvad døden er.« Og så huggede hun hovedet af ham.