De fleste moderne rejser katapulterer én lige ind i det fremmede: lufthavn, storby, nedslag på destinationen, slam. Det er sjældnere at bevæge sig gennem landskabet og over grænserne, måske endda gennem mange lande.

»Når man krydser en grænse, oplever man, at en kort geografisk afstand fører én til en helt ny virkelighed,« siger Erika Fatland. »Man går gennem to huse og viser sit pas, og alt er anderledes. At komme fra Nordkorea til Kina ...« Hun gør sig åndeløst overvældet: »Åh, neonlys! Frihed til selv at gå rundt! Internet! Eller fra Kina til Mongoliet: At komme fra det mest folkerige land i verden til det mindst folketætte. Pludselig er der ingen højhuse, bare tomhed. Det fysiske, landskabet, forbliver det samme på begge sider af grænser, men man er midt i helt nye forestillede fællesskaber inden for disse grænser. Folk dér har de samme referencer, alle disse ting man tager for givet om politiske forhold, om hvem der er kendisser; de usynlige grænser er de kulturelle.«