Dette er en nekrolog over digteren Yahya Hassan, 1995-2020. Jeg var hans redaktør på de to bøger, han nåede at udgive, Yahya Hassan fra 2013 og Yahya Hassan 2 fra 2019. Yahya og jeg havde en professionel relation, selvom den også var emotionel, i hvert fald for mig. Jeg lærte ham at kende, da digteren Lars Skinnebach i 2012 sendte mig hans manuskript. Og resten er historie, som man siger. Og nu, da jeg skal skrive mine slutord, slår det mig midt i sorgen og vreden over, at en 24-årig stor digter døde alene i sin lejlighed, at nekrologen er en harmonisøgende genre, en hyldest og en idyl, hvor man søger slutbilledet via den privilegerede adgang til et liv. Jeg søger selv anekdoten, den rigtige fortolkning, slutstenen. Men jeg var ikke hans ven, jeg har ikke privilegeret adgang. En af de meget få gange, han var hjemme hos mig – han var igen på flugt fra nogen – sagde han: »Jeg er for meget perker til dig, og du er for meget borger til mig, du laver bare mine bøger og ryger mine smøger.« Og det var sandt. Jeg lavede bare hans bøger og røg hans smøger.

Så det her er en hyldest til en stor digter, men det er ikke en idyl, heller ikke en sort en, der passer ind i billedet af »den unge oprører«, »offeret«, »den tidligt afdøde« eller andre færdigstøbte billeder, for med Yahya er der ingen idyl, billedet koagulerer ikke, det stritter, falder ikke til ro. Og det er sådan, jeg ser ham for mig: som en kuldslået antiidylliker, en vild, kaotisk og karismatisk digter, for kun i digtene kunne han – tror jeg – finde sit eget sted og sige sandheden: kulsort, ond, umulig, men også fri, sjov, vild.