Indhentet. Anton Tjekhovs skuespil Onkel Vanja er fuldt af bristede illusioner, forspildte liv, ulykkelig kærlighed – og en enkelt klimatosse anno 1897.

Indtil livet holder op af sig selv

For mit lidt forvirrede yngre jeg, der ikke kunne blive færdig med at flirte med en tilværelse i teaterrummets mørke, var det en lise at inddrage dramatik i danskstudiet, så Ibsen er læst, og det er sidenhen også Niels Brunses Shakespeare – at læse de ord er jo som at spise slik uden nogensinde at få kvalme.

En anden stor dramatiker, Anton Tjekhov, har jeg altid haft lyst til at læse, og på reolen blandt min instruktørmands bøger står Onkel Vanja (1897) i Kjeld Bjørnagers oversættelse side om side med en anden mester, Konstantin Stanislavskij, som lagde grunden for en gren af den moderne skuespilkunst og opførte Tjekhovs forestillinger på Moskva Kunstnerteater i en detaljeorienteret naturalistisk stil, som bragte dem til succes – en stil, som Tjekhov ikke bifaldt. Han syntes, der var for meget realisme, for eksempel for mange lydeffekter, og for lidt kunst.