Sygdomslitteratur. Coronakrisen er et spejl, og vi skal ikke lade os overraske af, at det er panikreaktioner, egoisme og balkaniseringsiver, vi får øje på. Det har litteraturen fortalt os gennem årtusinder.
I pestens tegn
I den omfattende danske undtagelsestilstand vil hjemsendte, fra karantæneramte over skoleelever til offentligt ansatte, nu tilbringe meget af de næste uger i hjemmet. Det vil øge fiktionsforbruget, og amerikanske streamingtjenester har allerede Steven Soderberghs Contagion fra 2011 på toppen af film-hitlisten. Ikke bare isolerer folk sig som i Boccacios Dekameron i håb om at undslippe smitten – men de fortællinger, de opsøger, handler selv om smitte, pest, undergang, død og overlevelse.
At undtagelsestilstand er det modsatte af normaltilstanden, er det næppe nødvendigt at minde om, men det er slående, at begivenhederne allerede onsdag aften, umiddelbart efter statsministerens tale, udgjorde et dystert signal om, hvordan der nu ikke kun gælder nye regler, men om hvordan folks adfærd meget hastigt kan ændre sig uforudsigeligt. Mette Frederiksen henviste til, at der ikke var varemangel, og advarede den danske befolkning imod at hamstre. Det udløste øjeblikkelig en omfattende hamstringsbølge. Det havde måske været klogere af statsministeren helt at undlade at berøre emnet: Vi har allerede overskredet tærsklen til en situation, hvor besindige opfordringer udløser den stik modsatte adfærd. Lige fra Kong Ødipus er litteraturen rig på advarsler, der kan spå om, hvad der kan være i vente, mens smitten spreder sig – og som måske kan være med til at minde os om at forsøge at undgå de mest oplagte fælder.
Del:
