Indhentet. Trods lugten af død og fortælleteknisk overdosis er William Faulkners I min sidste time et værk, jeg gerne flytter ind i. For sproget!
I Herrens land
I det meste af min barndom troede jeg, at Mississippi var et fiktivt sted. For mig var det ikke navnet på en stat i det sydlige USA, men på et helt utroligt indviklet brætspil, der var min storebrors foretrukne aktivitet i det meste af 1990erne. Det handlede om at få et dampskib ned ad Mississippifloden uden at tabe fart, passagerer eller baptister undervejs. Det lyder muligvis enkelt, men det var det ikke – og især ikke, hvis man endnu ikke er fyldt ti. Jeg tabte altid – som i: altid – til min kølige strateg af en storebror. Og når jeg tænker på Mississippi i dag, kan jeg faktisk stadig mærke en lidt upassende lyst til at bide ham hårdt i kinden.
Det er sjældent, at den slags følelsesmæssig støj kan bruges til noget, når man læser, men den viser sig at være en passende indgang til William Faulkners I min sidste time fra 1930. For også her fylder akutte former for søskendejalousi og taberkomplekser en del i Mississippis landskab. Allerede efter et par siders læsning er det åbenlyst, at den, der vil klare sig gennem Faulkners fortælletekniske knude af en roman, bør være bare nogenlunde trænet i overblikstab og taberfølelser.
Del: