Jesper Steins forfatterskab erobrede nyt land, da han med den fine erindringsroman Rampen (2021) afveg fra krimierne om Axel Steen, og siden har han fastholdt en vellykket udvidelse af sit litterære repertoire med Ædru (2022) samt Lejr (2025) og nu Terræn, to nærbeslægtede romaner, der med perfektion udstiller det patetiske i tiden.

Terræn nævner det ikke med et ord, så nye læsere har ikke en chance for at gennemskue det, men romanen er en fritstående fortsættelse af Lejr. Hvorfor det ikke fremgår, forstår jeg ikke, for som altid er det en fordel at kende forhistorien for at forstå helheden. Jeg anbefaler derfor, at man læser de to romaner i kronologisk rækkefølge. Det fordobler udbyttet.