Hyldest til det ubeskrivelige

Fjorden strækker sig langt og bredt om stejle fjelde, bugter sig om de forunderlige Stauning Alper og ind i talrige smægtende forgreninger. Mange steder synker den hundreder af meter ned under overfladen og skifter farve fra sølv til sort. Naturen bliver ikke mere forunderlig i det danske kongerige, sproget rækker ikke til dette buldrende stykke skaberværk, heller ingen fotograf, og alligevel vil kun en fnugstor andel af os nogensinde komme til at opleve Kong Oscar Fjord. I lang tid efter at jeg selv havde heldet som gæst på et af flådens skibe, grublede jeg over, hvordan jeg kunne formidle den lykkefølelse, jeg blev ramt af; til sidst opgav jeg.

Per Kirkeby skrev i Grønlandstekster (2013) om sit livslange forhold til Grønland, hvordan det var i mødet med den grønlandske natur, at han »fandt det, der skulle til for at blive kunstner«. Omgivelserne tvang et og andet frem i den unge geologistuderende: »Ikke fordi jeg ikke kan genkende topografien, fjelde og elve, men det bevæger sig ind i et rum med en malerisk dybde og brud og forkastninger. I mine sene raderinger har jeg trukket det ud til en streg.«