Hvad Farfar gør, er altid det rigtige

Mormor, farmor, morfar, farfar eller bedste. Børnelitteraturen er fyldt med hjertevarme ældre, som leger, læser og laver mad med deres børnebørn. Fra Astrid Lindgren til Louis Jensen udgør ydergenerationerne en nærmest hellig alliance. Bedsteforældrene er altid på pension, men alligevel friske og aldrig sure over noget som helst; flytninger, brud og andre trakasserier findes ikke i den relation. De gamle bor oftest på landet, holder høns og lærer børnebørnene sjældne plantenavne. Men deres væsentligste ressource er tid, og de øser gerne af minderne om de dage, hvor barndommen nok var besværlig, men også fri for planlægning og stress.

Oftest er Mormor prototypen, men hos Bjarne Reuter står Farfar i centrum. Om det skyldes forfatterens eget køn og alder, skal være usagt, men Farfar agerer i hvert fald som forfatterens talerør. Han er et tydeligt forsvar for langsomhed, fantasi og sære udtryk, men han er ingenlunde fejlfri og snyder gerne skæbne og ordensmagt, når han kan. De mange festlige fiduser hjælpes frem af middagslur og porsesnaps, og Farfar kører selvfølgelig Nimbus med sidevogn, spiller gamle grammofonplader og navigerer efter stjernebilleder og kukur.