Kapitalismekritik. Dansk beklædningsdesigner debuterer med harsk civilisationssatire i grelle farver.

Huset vinder altid

Patrick Steptoe er indigneret. Overalt omkring sig ser den tidligere beklædningsdesigner grådighed, miljøsvineri og social ulighed. Han ser storkapitalen spille hasard med klodens fremtid, mens manden på gulvet betaler prisen. Ord kan ikke beskrive Steptoes sociale indignation. Så han forklarer sig med tegninger i stedet.

Repulsive Attraction er danske Steptoes tegneseriedebut, en samling billedfortællinger uden dialog om en civilisation i forfald. De fleste er enkeltstående små stikpiller som den om rigmanden, der smider en plastflaske i havet fra sin sportsvogn. Flasken bliver slugt af en fisk, fisken serveres for manden, manden kløjes og dør.