Man skal tilbage til H.C. Andersen-året 2005, da Danmarks Radio havde et så enestående kulturbærende islæt som de 183 minutkorte vignetter fra april til december indtalt af Jesper Langberg fra eventyrdigterens ømt sværmeriske og ultrapræcise rejse- og levnedsberetninger. Det hele sammen med Langbergs suveræne stemme i en skøn syntese af stemningslyde og forjættende musik.

Miraklet gentog sig nu i coronaens knugende forår, hvor Phillip Faber i foråret celebrerede to danske sange hver formiddag i tv. 100 udsendelser frem til sankthans. Uden svimlen mellem finkultur og folkekultur foredrog Faber med sin stemmes intense balance og sit formidable klaverspil de forføreriske herligheder, som nu i vid udstrækning findes i den nyeste udgave af Højskolesangbogen.