Perspektiv. Madame Nielsens nye roman er bølgende prosa, meditationer over forelskelse og kærlighed og et på flere måder brutalt genbesøg med forfatterskabets forhistorie.
Henførende og frastødende
Der er, som altid, en masse på færde og store armbevægelser hos Madame Nielsen i hendes nye roman Lamento.
De lærde referencer står i kø fra første til sidste side. Stilistisk er den – ligesom Den uendelige sommer og Det højeste væsen, der udgør de første to bind i den »kærlighedstrilogi«, som Lamento afslutter – nærmest anmassende overlegen i sit altmodisch, højstemte udtryk, som ikke mindst bølger frem i forfatterindens varemærke: de lange, svungne sætninger:
Del: