I begyndelsen af april fandt Benjamin en død hejre. Han viste mig den en torsdag aften, kort før skumringen. Den lå på brinken ved vores hus, halvt skjult i det stive, overvintrede græs og opblødt af åens vand; den manglede allerede det meste af det venstre øje, maven og en bid af den ene klo. Den så ikke ud til at være faldet ud af himlen, snarere var den bare væltet om på sine lange ben og havde sænket næbbet mod brystet, før den døde. Dette var, før foråret fik varme, men der var traner i luften og gæs østfra, og jorden ved åen var blød og god at grave i. Det sidste var vigtigt, for Benjamin byggede en hule med Laust, og da hulen skulle være skjult for andre, gravede de den ud i fundamentet fra et hus, der havde ligget ved åen før vores tid. Dengang brændte man stadig tegl for enden af vejen og lod de større børn passe de mindre. Boede man ved åen, var man sandsynligvis i herremandens brød.

»Har du set billerne?« spurgte Benjamin.