Hævnen har også et kvindeligt ansigt

Normalt abonnerer jeg på ideen om at holde forfatter og værk adskilt, men havde jeg fået Den nordiske mands hævn i hånden uden afsender, ville jeg sandsynligvis have afvist den som en halvliderlig og helsur mands bud på, hvorfor det altså også er hårdt at være mand.

Det er irriterende nok ikke en mulighed med Sofie Jama på titelbladet, og i stedet sidder jeg efter endt læsning og går mig selv efter i (køns)bedene: Hvis nu en mand havde gjort X i stedet for en kvinde, og en kvinde havde følt Y efter at have gjort Z i stedet for en mand – havde min reaktion så været den samme? At jeg er endt ud i den slags krumspring, er en ros til den tosporede roman om Sara og Olav Vesth.