Livet har lært forfatteren Anne-Cathrine Riebnitzsky at tro på sig selv. Som vi kan læse i hendes lille, letforståelige og uden tvivl meget åbenhjertige nye essaysamling Tro i hverdagen, har hun haft meget at slås med. Da hun var barn, var hendes forældre som hund og kat: uafbrudt i totterne på hinanden, uden hæmninger, når de gav udtryk for deres eget mismod, og gang på gang på selvmordets rand. At deres datter havde brug for at blive elsket, havde de let ved at glemme. Så hun måtte stole på sig selv og glæde sig over sine præstationer som skoleelev og siden som studerende, sprogofficer og skribent. Meget gik heldigvis godt. Takket være hendes selvdisciplin. Det sværeste var dog det med kærligheden. Partnere fandt hun let, men som så mange af os opførte hun sig i konfliktsituationer ofte netop sådan, som hun havde set sine forældre gøre det. Opslidende skænderier fremprovokerede hun ofte helt uden grund. Til sidst hjalp et terapiforløb hende, og i dag er hun gift med en mand, hvis rolige temperament og tillid hun værdsætter.

Den tro på sig selv, på kærligheden og på livet, Anne-Cathrine Riebnitzsky er nået frem til, kalder hun i sin essaysamling for en tro på Gud. Og Gud er, hvis jeg forstår hende ret, på en og samme tid et væsen, som vi kan og bør tale med, og som vi kan og bør tale med hinanden om. Men hvordan ser sagen egentlig ud, hvis vi slår op i Bibelen? Ja, her taler Gud først i egen kraftfulde person til Abraham, siden gennem stedfortrædende engle til Abrahams kvinder Sara og Hagar og siden igen, i sære skikkelser, til Moses og hans rejsefæller. Men herefter ser det faktisk ud, som om Han lige så stille forlader den lange, labyrintiske fortælling, Han selv som skabergud har skabt. Ensomme profeter råber længselsfuldt i ørkener, men får ikke noget svar. I hvert fald ikke, før vi i et afgørende øjeblik præsenteres for Guds søn, der fuld af tvivl forsøger at sige, hvad han tror, hans far ville have sagt, mens han samtidig lider mere end alle andre under Hans tavshed.