Genlæst. Det er 40 år siden, Terry Pratchett udgav det første bind i den humoristiske fantasyserie Diskverden. Men er bøgerne genbesøget værd?

Gennem dødens øjne

Det var med en vis angst, jeg gav min kæreste et eksemplar af Terry Pratchetts fantasyroman Reaper Man. Flere af mine tidligere boganbefalinger var ikke faldet i hendes smag, men denne anbefaling var særligt penibel, for det var omkring 15 år siden, jeg selv havde læst bogen.

Jeg var stor fan af Pratchetts romaner, da jeg var teenager, men det er langtfra alle mine teenagebegejstringer, jeg kan stå ved i dag. At vende tilbage til de bøger, man for længe siden var glad for, er som at blive konfronteret med en tidligere udgave af sig selv. Nogle træk virker genkendelige, andre afskyelige.