Når yngre, danske forfattere skriver finlitterær science fiction eller fantastik – og det gør de i stadig stigende grad – så skriver de ikke om stjernekrige i fjerne galakser eller hobbitter, orker, elverfolk i pseudo-middelalderlige settings (o.k., Dennis Gade Kofod skriver faktisk bøger fulde af deciderede nisser og har også skrevet en så godt som rigtig fantasy-roman, han er undtagelsen). I stedet skriver de dystopier (et ad helvede til samfund eller sted) eller apokalypser (verden går under) eller post­apokalypser (efter verden er gået under) eller kombinationer af disse; en dystopi (og det er lige nu, mere end nogensinde, muligt at argumentere for, at vi lever i en virkeliggjort dystopi) verden går under, og hvad der yderligere hændte.

Foråret har allerede givet os to betydelige, postapokalyptiske værker, Ursula Scavenius’ fælt fordrømte fortællinger Dukkerne, Rakel Haslund-Gjerrilds forklaret specifikke Alle himlens fugle plus en lille flok af apokalypser og postapokalypser (med og uden mennesker) i Peter Adolphsens Små historier 3.