Efter at have ligget underdrejet i længere tid udgav det konservative selvhjælpsikon Jordan Peterson i forrige uge en ny bog med endnu et sæt leveregler til det moderne menneske. Petersons tilbagevenden til rampelyset faldt sammen med, at jeg færdiglæste Peter Salmons biografi An Event, Perhaps om den franske filosof Jacques Derrida, der udkom i begyndelsen af vinteren, og Salmons bog gjorde det klart, hvor meget ideologikrigere som Peterson kunne lære af Derrida, hvis de gad læse ham.

Peterson nærer en voldsom antipati mod Derrida, som minder om den, mangen konservativ har givet udtryk for, siden han slog igennem i 60erne. For dem er Derrida og dekonstruktion, som er betegnelsen for den tænkning, han populariserede i sit værk, noget af det værste og mest destruktive, der findes. Ofte opfattes dekonstruktion som en hovedårsag til den vestlige kulturs fordærv, og i de senere år er Derrida da også blevet castet som ideologisk foregangsfigur for den forkætrede identitetspolitik, som for flere konservative truer med at opløse rationel tænkning og basal logik.