Anmeldelse: Kampen om gaderne. Tre danske ungdomspartier med hver sin uniform og det samme talent for provokere hinanden til voldshandlinger. Fascinerende bog giver nyt syn på 1930ernes gadekampe.
Fra i Dag er Gaden vor!
Der er megen historisk viden, der overlever i stadig skrumpende form, indtil næsten kun overskrifter er tilbage. Sådan ved de fleste for eksempel (om ikke andet så fra Matador) at Konservativ Ungdom i 1930erne, med nazistisk inspiration, lavede voldelige korps, der marcherede omkring i gaderne.
Det er ikke forkert, men også meget langt fra at være rigtigt – det viser en ny og velskreven bog, der har kigget dybere i arkiverne om, hvad der foregik i de københavnske gader i 1930erne. Den unge historiker Charlie Krautwald placerer Konservativ Ungdom i et bredere og fascinerende billede af dansk politiks transformationer i perioden, der giver et helt andet og mere interessant resultat.
Del: