Anmeldelse. Ljudmila Petrusjevskaja kender sine landsmænd på godt og ondt. Men jo ondere historier, hun fortæller, desto sjovere insisterer hun på at fortælle dem.
Forbyttede russere
Spørgsmålet er ikke mindre presserende i netop disse dage: Hvem pokker er russerne?
Vil vi have et godt og farverigt svar, kunne vi med fordel stille spørgsmålet til den 86-årige forfatter Ljudmila Petrusjevskaja. Hun blev – af alle steder i verden – født i 1938 på det berømte og berygtede Hotel Metropol i Moskva, der dengang ikke kun husede prominente internationale gæster, men også kommunister, der var faldet i unåde hos Stalin, og som nu blot ventede på at blive sendt i arbejdslejre eller blive henrettet i det nærtliggende politihovedkontor Lubjankas kældre. Sine første barndomsår tilbragte hun i faderløs forvisning med sin mor i det fjerne Samara, hvor hun på grund af sin underernærede krop blev kaldt Tændstikpigen fra Moskva. I Khrusjtjov- og Bresjnev-årene lykkedes det hende imidlertid trods megen modstand at uddanne sig og arbejde som journalist i den russiske hovedstad, og i Gorbatjov-årene blev hun så endelig en af sit lands kendteste forfattere.
Del: