Denne artikel udkommer også i Weekendavisens litterære nyhedsbrev Bogligt begavet. Læs mere og tilmeld Dem her.

Kære læser

Bogsnak kan være mange ting, blandt andet dydssignalering. Jeg læser dit, fordi dat er helt afgørende for at forstå vores samtid. For eksempel kan jeg godt lide at fortælle, at jeg har læst den sydkoreanske filosof Byung-Chul Hans The Expulsion of the Other fra 2018 om den digitale tidsalders udviskning af Den Anden til fordel for den totale assimilation af alt i ens eget selv.

Det lyder jo flot, men det er ikke sandt. Rigtigt er det, at Byung-Chul Hans lille værk forefindes på mit natbord, men jeg må indrømme – selvom det gør ondt ind til knoglerne – at jeg endnu kun har bladret i bogen og i stedet læst et par (kloge, bevares!) anmeldelser af den på nettet. Jeg fik bogen anbefalet af en veninde, og min dårlige samvittighed over endnu ikke at have læst den er tiltagende.

I dette nyhedsbrev forsøger jeg at balancere mit eget litterære selvbedrag ved at spørge gode kolleger, hvad de læser lige nu. Ikke hvad de godt gad, at de læste; ikke hvad de burde læse; men hvad de rent faktisk – med hånden på hjertet – læser. Vi kalder øvelsen Det Ærlige Natbord, og resultatet kommer her:

1. En slaves tale

Avisens chefredaktør, Martin Krasnik, læser i øjeblikket ny skønlitteratur om tiden før Den Amerikanske Borgerkrig. En god ven anbefalede ham amerikanske Percival Everetts James fra 2024, en gendigtning af Mark Twains Huckleberry Finn fra 1884 – og Krasnik er mildt sagt begejstret: »Den er fantastisk!« udbryder han.

Everett, der til daglig er universitetsprofessor, lader i sin roman den flygtende slave Jim – og ikke hans makker, drengen Huckleberry, som hos Twain – føre ordet. Et perspektivskift, som er velgørende:

»Det bedste er slavernes samtaler om, hvordan de skal sørge for at virke enfoldige og underdanige for ikke at provokere de hvide; de taler for eksempel et formfuldendt engelsk sammen, men skifter til slavelingo, når der er hvide i nærheden,« siger Martin Krasnik.

Han er i øvrigt langtfra ene om begejstringen. James har på det nærmeste ryddet bordet for de største litterære priser i USA: Kirkus Prize 2024, National Book Award for Fiction 2025 og Pulitzer Prize for Fiction 2025.

Percival Everett: James

2. Kørestolsterror

Anna Libak er i tvivl om, hvorvidt hun tidligere har læst noget af Stine Askov. Til gengæld har forfatterens seneste bog, Varme hænder fra 2024, som udlandsredaktøren faldt tilfældigt over på saxo.com og læste det meste af i sidste weekend, gjort indtryk.

Bogen handler om en kvinde, der ikke kan sige fra, og som bliver handicaphjælper for en dominerende dame i kørestol, der ender med fuldstændig at smadre hende psykisk. Anna Libak uddyber:

»Bogen har overgået mine forventninger. Jeg er to tredjedele henne, og mit håb er, at hun til sidst får nok og hævner sig. Det er ret forfærdeligt at læse, men jeg har ikke kunnet slippe bogen, fordi den meget præcist skildrer, hvordan man kan miste sin selvrespekt i et miljø, hvor man ustandselig bliver nedgjort.«

Det sidste bør være en lektie for enhver, mener Anna Libak: »Jeg tror, de fleste mennesker vil komme ud for noget lignende på et tidspunkt, og bagefter forstår man så slet ikke, hvorfor det var så svært at gøre oprør.«

Stine Askov: Varme hænder

3. Mursten om alt

Opmærksomme Weekendavisen-læsere vil vide, at Klaus Rothstein ikke er typen, der begiver sig af med uambitiøs litteratur, og disse dage er bestemt ingen undtagelse.

»Jeg læser ikke kun, jeg klatrer op ad et stejlt bogbjerg med en million fantastiske udsigtspunkter undervejs, nemlig norske Johan Harstads 1.082 sider lange bemærkelsesmærkelige roman Under brostenene, stranden!«

Klaus Rothstein, der er godt halvvejs i sin læsning, kalder Andrea Fehlauers oversættelse fra 2025 for en »kraftpræstation«, men vægrer sig ved at give et handlingsreferat, eftersom Johan Harstad har indlejret sådan cirka alt i sin mursten af en bog. Jeg får dog lokket en række nøgleord ud af den gode litteraturkritiker: norsk ungdomsliv, atomkraft, spionage, kernefysik og meteorologi.

Den norske romans mystiske omdrejningspunkt er desuden fundet af en boks, som giver den, der holder den i hånden, en oplevelse af at gennemleve et helt menneskeliv på blot syv minutter. Men hvad mon boksens hemmelighed er. Noget fra det ydre rum?

Johan Harstad: Under brostenene, stranden!

4. Spænding på etiopisk

Avisens digitale redaktør, Mikka Tecza, fortæller, at hun af en ven fik at vide, at hun nok ville kunne spejle sig i hovedpersonen i etiopiske Baalu Girmas Oromay fra 1983: »En selvcentreret og forfængelig journalist, der synes væsentligt mere optaget af sin karriere og sine romantiske forviklinger end af det komplot, der udspiller sig for næsen af ham.«

Den satiriske thriller, der i dag har kult- og klassikerstatus i Girmas hjemland, blev forbudt blot 24 timer efter udgivelsen, og et halvt år senere forsvandt forfatteren selv sporløst. Han er aldrig siden blevet fundet. Ifølge Mikka Tecza er Oromay ikke alene læseværdig som politisk litteratur og historisk vidnesbyrd; den er ligeledes »en gedigen medrivende spændingsroman, der nærmest tigger om en Netflix-filmatisering i seks afsnit,« siger hun og fortsætter:

»Bogen er, sin dystre baggrund til trods, ofte virkelig morsom i sin fremstilling af det unge, socialistiske regime som en flok intrigante bureaukrater og skørtejægere.«

Baalu Girma: Oromay

5. Beskidte tegninger

Hvis avisen havde en husblæksprutte, skulle den uden tvivl hedde Chriztof, opkaldt efter journalist, redaktør, anmelder, kommentator og tegner med mere Christoffer Zieler, som nu også kan kalde sig nyhedsbrevsbidrager. For tiden læser han tegneseriejournalisten og kuratoren Dan Nadels Crumb fra 2025.

Der er tale om en biografi om den store amerikanske tegneserietegner Robert Crumb (født 1943), der opfandt undergrundstegneserien og er ophavsmand til beskidte, chokerende, seksuelt perverse og misantropiske historier hentet i hans sinds dybder.

»Han er en guddommelig tegner, nok den fineste nulevende serietegner, og jeg beundrer hans kunst,« siger Christoffer Zieler, der med Nadels bog tilmed har fået et nyt perspektiv på Crumb. Han forklarer:

»Jeg opfattede Crumb som en intuitivt arbejdende kunstner, der modtog dunkle åbenbaringer, der sendte ham i bestemte retninger. Men med bogen står det klart, at Crumb er langt mere bevidst om, hvad han vil opnå og hvordan, end jeg anede.«

Dan Nadel: Crumb

Nu tænker og spørger De måske: Hvordan kan vi være sikre på, at Klaus Rothstein faktisk har læst Johan Harstad, eller at Mikka Tecza kom igennem hele etiopiske Baalu Girmas roman? Jo, det skal jeg sige Dem: De har alle som én sværget ved deres kære, og mere kan man vel strengt taget ikke forlange.

Om to uger vender nyhedsbrevet tilbage, og til den tid vil Marta Sørensen atter være at finde ved bogroret. Indtil da må De love at sprede ordet og sende forslag, ris og ros til hende på msre@weekendavisen.dk.

På gensyn!
Asker Hedegaard Boye